1594 Niels Kaas |
Niels Kaas' dødsleje | |
Portræt | |
Stamtavle for slægten | |
Niels Kaas (1535-94) var leder af den rigsrådsregering, som da Frederik II. døde på Antvorskov 4/2 1588 overtog styret, fordi sønnen Christian IV først blev 11 år ugen efter faderens død. Kås var blevet kongens kansler i 1570 lige før Den nordiske Syvårskrig sluttede. Han afløste Johan Friis. Niels Kaas overtog dog først i 1573 officielt embedet som kansler. Han var en lærd mand, som i modsætning til forgængeren Johan Friis og rigshofmesteren Peder Oxe ikke var så standsbevidst. Og han var heller ikke ude på at opnå personlige fordele, herunder at rage gods til sig. Rentemester blev Christoffer Valkendorf.
Formynderregeringen styrede Danmark og Norge klogt, holdt fred med alle naboer, sparede op frem for at sætte en masse i værk, udbyggede flåden, og Niels Kaas har ry for at være ærlig, loyal og af høj moral. Han var titulær ærkedegn i Roskilde til sin død, så her fik han noget af sin løn. En mindre andel af aflønningen kom fra, at han tillige havde afløst Tycho Brahe som kannik for Hellig Trekongers Kapel.
Mere om Niels Kaas fra Dansk Biografisk Leksikon (1887 - 1905). "Kongens Kansler. Faa Navne fra det 16. Aarhundrede have en saa sympathetisk Klang for os som denne Statsmands. Hos ham vare Klogskab og Arbejdsomhed, Mildhed og Fasthed forenede, og det Tidsrum, da han indtog den første Plads i Statstjenesten, hører til de ærefuldeste og lykkeligste i vor Historie.
Han var født paa Staarupgaard i
Viborg Stift. Hans Fader, der ogsaa hed Niels K. (og tilhørte Slægten med
Sparren i Vaabenet), var allerede død 7 Maaneder før hans Fødsel, og Moderen,
Anne Bjørn, døde, da Sønnen var 5 Aar gammel. Under disse Forhold traadte
Farbroderen Mester Mogens K. til Taarupgaard, der var Regnskabsprovst i Jelling
Syssel og senere Kantor i Ribe Kapitel, den forældreløse Dreng i Faders Sted
og satte ham i Viborg Skole, der den Gang styredes af Rektor Oluf Nielsen
Skytte, hvem N. K. altid senere viste megen Taknemmelighed for den Vejledning i
Lærdom og gode Sæder, han havde givet ham i hans unge Aar. Under en henved
9aarig Skolegang i Viborg lærte han, hvad Skolerne den Gang kunde yde, nemlig,
ved Siden af en fyldig Kristendomskundskab, en god Del Latin, noget Græsk samt
nogle dialektiske og rhetoriske Regler. Udrustet med denne Lærdom blev han 1549
sendt til Kjøbenhavn, hvor han af sin ældre Broder Bjørn K. (s. ovfr.), der
efter Farbroderens Død (1543) var hans Værge, blev sat i Huset hos Dr. Niels
Hemmingsen, der havde mange andre adelige og uadelige Kostgængere. Under dennes
Vejledning udvikledes ret de fortrinlige Anlæg, som N. K. af Naturen var
begavet med. Hemmingsen kunde ikke noksom rose den Skarpsindighed, hans senere
saa berømte Lærling lagde for Dagen ved de dialektiske Øvelser, han
anstillede med sine Disciple, og
han spaaede, at der i Tiden vilde blive en mærkelig Mand af ham. Den Færdighed
i at tale og skrive Latin, som K. medbragte fra Skolen, udvikledes end mere; han
fik en vis Grad af theologisk Dannelse, gjordes bekjendt med Udtog af Verdens-
og Fædrelandshistorien samt begyndte paa ethiske og juridiske Studier. At han
skjønnede paa den Vejledning, Hemmingsen havde givet ham, fik han i sit
følgende Liv rigelig Lejlighed til at vise, og han bevarede altid et trofast
Vennesind mod sin gamle Lærer, ogsaa efter at denne var kommen i Ugunst paa de
højeste Steder og var bleven haardt ramt af Modgang.
Efter 4 Aars Ophold i Hemmingsens Hus var det N. K.s Ønske at drage til
fremmede Højskoler. Først besøgte han sin Hjemstavn, hvor han siden
Farbroderens Død rimeligvis var Ejer af Taarupgaard. Under Overrejsen til Lybek
strandede Skibet, der førte ham, paa Femerns Kyst, og han bjærgede kun med
Møje Livet. I Maj 1554 blev han immatrikuleret i Wittenberg, hvor han blev en
af Melanchthons flittige Tilhørere. Ogsaa her tildrog han sig Opmærksomhed ved
sin fortrinlige Begavelse. Senere studerede han i Frankfurt ved Oderen og i
Løwen. Fra sidstnævnte Sted, hvor han dvælede en Tid lang, gjorde han en
Udflugt til Krigsskuepladsen, da de franske og spanske Hære stode i Vaaben mod
hinanden ved St. Quentin (1557). Endelig vendte han tilbage til Fædrelandet,
rigere udstyret med Kundskaber end de fleste samtidige unge Adelsmænd. Navnlig
besad han en Indsigt i Historie og Statsvidenskab, som den Gang ingenlunde var
almindelig, og en Færdighed i at tale Latin, der i hine Tider var af Vigtighed
for den, som attraaede højere Poster i Statens Tjeneste, navnlig hvor det
gjaldt Forhandlinger med Udlandet.
Ikke længe efter sin Hjemkomst blev N. K. ansat i Kancelliet, og her gjorde han
sig snart saa bemærket ved Forretningsdygtighed, at der blev betroet ham
betydelige Hverv, særlig under den nordiske Syvaarskrig, naar Kongen paa sine
Rejser havde medtaget Kansler Johan Friis og den øverste Sekretær Hans
Skovgaard, og det da tilfaldt ham at forestaa den Del af Kancelliet, som var
forbleven i Kjøbenhavn. En gammel Beretning siger om den anstrængende
Tjeneste, han under disse Forhold havde: «Der var mange Nætter, han og de
andre af Kancelliet ikke kom ned, men maatte sidde og skrive hele Nætter
over». 1568 og 69 deltog han i de frugtesløse Fredsforhandlinger med
Svenskerne i Roskilde og paa Landegrænsen ved Ulfsbæk. 1570 vare han og
Rigsraaderne
Peder Bille og Jørgen Rosenkrantz den danske Regerings Afsendinger ved
Afslutningen af Freden i Stettin ligesom ogsaa ved Forhandlingen med Sverige i
Brømsebro 1572.
Efter Johan Friis’ Død i Dec. 1570 fungerede N. K. som kongelig Kansler, indtil han paa Herredagen i Randers i Maj 1573 blev endelig beskikket til denne vigtige og ansvarsfulde Post, hvorved han, i alt Fald efter Rigshofmester Peder Oxes Død (1575), blev den første Mand i Riget næst Kongen. Som Embedsløn aflagdes han med St. Knuds Kloster i Odense; desuden havde han nogle mindre Len (Knubbelykke Birk paa Laaland og Rynkeby i Fyn) samt Præbender i Roskilde og Viborg Kapitler. 1577 fik han desuden Asmild Kloster.
I den lange Aarrække, N. K. forestod Kanslerembedet, indlagde han sig Berømmelse som en duelig og hæderlig Statsmand. Frederik II satte megen Pris paa ham og vilde gjærne altid have ham om sig. Kongen var ikke sjælden noget vanskelig at omgaas, men Kansleren forstod som oftest ved forsigtig Klogskab at bøje hans Sind i den Retning, som var tjenligst for Rigernes Vel. Den Mildhed forenet med Fasthed, som N. K. besad, gjorde ham godt skikket til med Held at drive vanskelige Underhandlinger og at føre dem til et heldigt Resultat. Særlig kan fremhæves hans Fortjenester ved Jævningen af de langvarige slesvigske Lensstridigheder (1579), Successionsspørgsmaalet efter Hertug Hans den ældre (1581) og Delingen med Hertug Hans den yngre (1582). Efter Freden i Stettin er en Fremgang kjendelig saa at sige paa alle Punkter af Statslivet, og man tager næppe fejl ved at tillægge Kansleren en væsentlig Del af Æren derfor.
Som Kongens Kansler var N. K.
tillige Universitetets Kansler eller «øverste Konservator», en Stilling,
hvortil hans Kjærlighed til Videnskaben og dens Dyrkere gjorde ham fortrinlig
skikket. Mange ham tilegnede Skrifter vise, hvor stor en Tillid Skribenterne
havde til ham. For Tyge Brahes og Anders Vedels videnskabelige Bestræbelser
viste han kraftig Deltagelse. Selv besad han stor Kjærlighed til Historien.
«Han har en saadan Hukommelse og Indsigt i Historien», skrev Jacob Ulfeldt
1585, «at om han ikke overgaar disse Tiders Historieskrivere, kan han dog
visselig lignes ved de forfarneste iblandt dem . og da han nu, skjønt han er
beskæftiget med Rigets sværeste Forretninger, ikke des mindre viser sig at
have en usigelig Lyst til Historien, saa tvivler jeg ej heller paa, at han en
Gang i sin Tid vil opmuntre de efterladne til at
fortsætte vore Historier efter Saxo, paa det at, hvad i dette Land af store
Bedrifter mærkværdigt er hændet, derved ogsaa kan blive kundbart for
Udlændinger.» Med den lærde Dr. David Chytræus i Rostock, der syslede med
Nordens Historie, stod han i Brevvexling, meddelte ham Vink og Raad og
interesserede sig levende for hans Arbejders Fremgang. Der berettes, at K. selv
skal have forfattet en kort Udsigt over de danske Kongers Historie, der dog
næppe har været bestemt til at udgives. I det hele havde han et klart Blik for
Historiens Betydning og mente, at Statsmænd og de, der havde Rigers Styrelse i
deres Haand, ikke noksom kunde sætte Pris paa den og drage Lærdom af den. Ham
skyldes det fremfor nogen anden, at en Lærer i Historien (Dr. Niels Krag) for
første Gang blev ansat ved Kjøbenhavns Universitet. Overhovedet laa det
akademiske Væsen ham varmt paa Sinde, om end selvfølgelig Omsorgen for hele
Statens Vel var og blev det første for ham.
De sidste 6 Aar af N. K.s Levetid stillede større Krav til hans Klogskab,
Fædrelandskjærlighed og Arbejdskraft end noget andet Tidspunkt af hans Liv. Da
han stod ved Frederik II’s Dødsleje (4. April 1588), lovede han den døende
Konge at tage sig af hans efterladte, og han havde sikkert god Vilje dertil; men
det viste sig senere, at det ikke altid var en let Sag at forene Pietetshensynet
mod Kongehuset med Omsorgen for Fædrelandets Tarv, der dog utvivlsomt maatte
være hans første Opgave, særlig efter at det samlede Rigsraad 15. April s. A.
havde overdraget ham med 3 andre Mænd af dets Midte som Regeringsraad at
forestaa Rigernes Styrelse, saa længe den udvalgte Prins (Christian IV) var i
sine umyndige Aar. Det maatte vel betragtes som Løn for N. K. s forøgede
Arbejde, at han samtidig forlenedes med Lekkende og senere (1592) tillige med
Thistedgaard. Men det var ogsaa store Vanskeligheder, han fik at kæmpe med, og
mangen en Gang har han vistnok følt Regeringens Byrde hvile tungt nok paa sig.
Almindelig siges, at N. K. personlig ikke havde været utilbøjelig til at
indrømme Enkedronning Sophie Andel i Styrelsen af Rigerne, men at Rigsraadet
vilde det anderledes, hvoraf Følgen siden blev mange pinlige Forhandlinger med
Enkedronningen og hendes Fader, Hertug Ulrik af Meklenborg, Forhandlinger, som
vistnok jævnlig ere gaaede en saa mild Personlighed som N. K. meget nær, men
under hvilke han dog viste en urokkelig Fasthed med Hensyn til, hvad han mente
der tjente Fædrelandet og den udvalgte Konge bedst. Enkelte Historikere (f. Ex.
G. L. Baden) have gjort
Enkedronningens Udelukkelse fra Regeringen til en svær Anklage mod
«Oligarkerne» i det hele og N. K. i Særdeleshed. Ligeledes er der anket over,
at man saa længe forholdt den udvalgte Konge den selvstændige Regering, selv
efter at han 1593 af Kejseren var erklæret for myndig i Hertugdømmerne, at man
opgav Kongehusets Arveret til Slesvig og Holsten og lod Christian IV blive valgt
til Hertug der, samt at Adelen begunstigedes paa de andre Stænders Bekostning.
Imod disse Anker kan der dog gjøres grundede Indvendinger. Vist er det i alt
Fald, at den Politik, N. K. hyldede, var ægte dansk, maadeholden og forsigtig,
saa lidt udæskende mod Udlandet som muligt og skaansom over for Folkets
Skatteevne, altsammen Egenskaber ved en Regering, som siden ofte haardt have
været savnede. De Aar, da N. K. stod i Spidsen for Landets Styrelse, danne ikke
en Modsætning til de lykkelige Aar i Slutningen af Frederik II’s Tid, men ere
en hæderlig Fortsættelse af dem. Med Sandhed blev der sagt om ham ved hans
Jordefærd: «Han haandhævede Lov og Ret og vilde, at det skulde gaa vel til i
Land og Riger. Han raadede til og afvendte, at ingen af Rigets Stænder skulde
forurettes imod deres Friheder og Privilegier, men herved beskyttes og
beskjærmes. I daglig Omgang var han venlig og omgængelig, ingen for god. Han
gjorde hver Mand til gode, fattige og rige, og sønderlig haandhævede han Guds
Ære og vor kristelige Religion. Han forfremmede lærde Folk og havde dem i sin
Omgængelse. Hans gode Navn og Rygte er ikke aleneste bekjendt iblandt os, men
og i fremmede Lande, blandt Herrer og Fyrster og deres Raad, med hvilke han
formedelst den gode Kommunikation og Forstaaelse, han har haft med dem, har
holdt dette Rige i godt Venskab og Enighed.»
Det strænge Arbejde, som Kanslerens ansvarsfulde Stilling medførte, og de for
hans milde og ædle Sind saa pinlige Stridigheder med Enkedronningen bevirkede,
at N. K. tidlig ældedes. Han havde i et Aars Tid følt sig svag uden dog at
ville give efter derfor; endnu i Forsommeren 1594 ledede han, skjønt syg,
Rigsraadets Forhandlinger paa Herredagen Uger igjennem, forhørte Sager paa
Rettertinget og afsagde Domme; men ved Midsommertid vare hans Kræfter udtømte.
Han lod da Præsten ved Nicolai Kirke, Mester Isak Grønbæk, kalde til sig, at
han skulde betjene ham med den hellige Nadvere. Det er tiltalende at læse,
hvorledes den gamle Statsmand beredte sig til at vandre bort her fra. Nogle Dage
før hans Død kom den unge udvalgte Konge efter hans Ønske til
ham; de øvrige Medlemmer af Regeringsraadet vare paa samme Tid tilstede; i
bestemt Forudsætning af sin nær forestaaende Bortgang gav da N. K. den unge
Herre forskjellige Raad med Hensyn til Regeringens fremtidige Førelse, navnlig
bad han ham at bære Omsorg for Flaaden, hvorpaa Rigets Forsvarskraft saa
væsentlig beroede, underviste ham om, hvilke Stater og Naboer han helst skulde
holde Venskab med, samt gav ham et kort Overblik over de bestaaende Forbund og
Overenskomster med fremmede Magter. Endelig overrakte han ham Nøglen til
Hvælvingen, hvor Statens Arkiv og Rigsklenodierne gjemtes, i det han føjede
til: «Eders Naades Herre Fader, højlovlig Ihukommelse, lovede jeg paa hans
yderste, at jeg med al Magt, Raad og Troskab skulde sørge for, at Kronen kom
paa eders Hoved. Men nu hindrer Døden mig deri efter Guds Vilje; dog vil jeg
gjøre, hvad jeg kan, og leverer derfor herved i eders Naades egne Hænder
Nøglen til Hvælvingen, hvor Krone, Spir, Sværd og Æble siden hans Død have
ligget forvarede. Tager derfor Rigets Klenodier af Gud selv, bærer Kronen med
Pris og Ære, regerer Spiret med Visdom og Naade, fører Sværdet med
Retfærdighed og Magt og holder Æblet fast med Raad og Forsigtighed. Gud
velsigne Kongen! Far nu vel Konge, far vel Riger og Lande, far vel al Verden!
Kom nu, o Jesus, naar du vil, nu dør jeg gladelig.»
29. Juni 1594 døde N. K., 60 Aar gammel. Hans Bisættelse fandt 28. Juli Sted i
vor Frue Kirke i Kjøbenhavn; Sjællands Biskop, P. J. Vinstrup, talte sande Ord
om denne sjældne Mand, «skjænket og given af Gud til at tjene sit
Fædrenerige og at bruges udi verdslige og politiske Bestillinger, hvis Lige man
ikke finder mange». «Sin Herre og Konning haver han tjent aarle og silde saa
vel som Undersaatterne med al Troskab og Flittighed og haver været, saa at
sige, en Træl udi denne Verden, saa at det ikke er at forundre, at han paa det
sidste er bleven mat og træt.» Efter Bisættelsen førtes Liget til Viborg
Domkirke for at jordes der. Ved Universitetets Sørgefest talte Dr. Hans
Slangerup og gav en udførlig og smuk Fremstilling af den bortgangne Kanslers
Levnedsløb og Fortjenester. Han havde al sin Tid levet ugift, som det paa hin
Tid ofte var Tilfældet med de Mænd, der nøje vare knyttede til Kongens Person
og maatte følge ham paa hans Rejser. Historieskriveren Niels Slange giver ham
det Vidnesbyrd: «Han stræbte ikke efter Midler eller Formue, men hans eneste
Øjemærke var at tjene Gud, sit Fædreland og sin Næste og at efterlade sig et
godt
og berømmeligt Navn. Dette slog ham heller ikke fejl; thi hans Navn er endnu
den Dag i Dag indenlands udødeligt, og mange udenlandske Historier tale om ham
med største Berømmelse som en Mand, der i de Dage blev holdt for en af de
klogeste i Evropa.»"
Våben for den jyske adelsslægt Kaas ("Spare-Kaas"): En rød sparre i hvidt. På hjelmen to vesselhorn tværdelt rødt/hvidt, hvidt/rødt, hvert besat med 3 - 6 påfuglefjer. I nyere tid er der tillige en påfuglefjer mellem hornene.